Motionscykelløb i Danmark

Listen over motionscykelløb i Danmark er lang, og der findes mange spændende cykelløb på listen. Her har vi prøvet at pege nogle af de mest interessante løb ud.

Grejsdalløbet

Grejsdalløbet er et yderst populært motionscykelløb blandt landets motionister. Der er 5 ruter at vælge imellem på hhv. 35 km., 85 km., 140 km., 185 km. og 220 km. Løbet køres i og omkring Vejle, der er notorisk kendt for sit kuperede terræn. Ruten på 220 km. byder da også på hele 27 kategoriserede stigninger; bl.a. ligger opløbsstrækningen på den hårde stigning på Gl. Kongevej inde i Vejle by. Med andre ord er Grejsdalløbet noget af det tætteste, man kommer på et bjergløb indenfor landets grænser. Løbet finder sted d. 14. maj 2017, og tilmelding til løbet åbner søndag d. 15. januar.

Danmarks Højeste Motionscykelløb

Et andet godt bud på noget, der kunne minde om et dansk bjergløb, er Danmarks Højeste Motionscykelløb. Løbet køres i og omkring bakkerne ved Skanderborg, og både start og mål ligger i Skanderborg by. Løbet tilbyder 5 forskellige ruter på hhv. 25 km., 65 km., 100 km., 140 km. og 185 km. På den længste rute skal man bl.a. over Danmarks to højeste punkter Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj. Løbet er således et af Danmarks mest kuperede cykelløb, og arrangørerne pryder sig da også med titlen som Danmarks højeste motionscykelløb. Løbet falder altid på Kristi Himmelfartsdag, hvilket i 2017 sker d. 25. maj. Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår tilmelding til løbet åbnes.

Sjælsø Rundt

Sjælsø Rundt er Danmarks ældste motionscykelløb, hvilket i sig selv gør løbet interessant. Løbet har start i Hørsholm og køres i det smukke nordsjællandske område omkring Sjælsø. Løbet byder på 3 ruter på hhv. 33 km., 50 km. og 133 km. Løbet er, bl.a. pga. sin relativt korte rute, ikke nær så hårdt som de øvrige løb på denne liste. Til gengæld er løbet med sine 48 år Danmarks ældste motionscykelløb, og af samme grund mener vi, at dette hæderkronede og traditionsrige løb har sin berettigelse på listen. Løbet afholdes d. 11. juni 2017, og tilmelding er allerede åben.

Aarhus-København

Aarhus-København er med sin rute på hele 375 km. Danmarks længste motionscykelløb. Alene dette gør løbet interessant. Derudover er det også en helt særlig oplevelse at cykle over den 18 km. lange Storebæltsbro; især hvis der er sidevind! Endelig er det også atypisk, at et motionscykelløb ikke har start og mål samme sted. Løbet arrangeres ikke hvert år. Det blev senest kørt i 2015, og planlægges afholdt igen i 2018. Man bør dog påbegynde træningen til dette løb i god tid, da det kræver en del kilometer i benene, så man kan roligt begynde at bygge flere kilometer på sine træningsture allerede nu, hvis man har planer om at deltage i 2018.

Coast2Coast Jylland

Coast2Coast Jylland har ligesom Aarhus-København start og mål i to separate byer. Løbet starter i vestjyske Søndervig, og går herefter tværs over Jylland, indtil man når målet i Aarhus på modsatte kyst. Ruten er 191 km. lang, og undervejs kommer man bl.a. forbi Danmarks højeste depot, som er placeret på toppen af Ejer Bavnehøj. De første 100 km. køres med master, og deltagerne sendes afsted i grupper efter gennemsnitshastighed. Efter de 100 km. med master gives løbet frit i Hjøllund, og herefter kan man forvente, at tempoet stiger støt ind mod målet i Aarhus. Løbet køres d. 19. august, og tilmelding er netop åbnet.

Mange andre gode motionscykelløb

Ovennævnte løb er kun et meget smalt udsnit af de motionsløb, der arrangeres i Danmark. Der findes rigtig mange gode motionscykelløb herhjemme, så det er bare med at finde DCU’s motionskalender frem og få udpeget sig nogle spændende løb i 2017!

Leave a Reply